Uh, det er et tricky indlæg det her. Jeg har ville skrive det i laaang tid, men jeg har haft svært ved at formulere mine tanker. Og jeg er bange for at være usolidarisk. Meget endda. Og det vil jeg ikke. Men nu prøver jeg alligevel.
Jeg snakker med rigtig mange mødre i min klinik hver uge, og så snakker jeg jo også med alle mødrene i børnehaven og fra skolen. Og så er der veninderne der også er mødre nogle af dem ihvertfald. Og Mummybloggers er der jo også en del af.
Her er så mine inderste følelser:
Jeg synes ikke det er så hårdt at være mor.
Og det er altså ikke så velanset at snakke for højt om, for så er man bare sådan en irriterende, bedrevidende pralhals. Og man tager jo lidt sympatien fra de mødre der synes det er rigtig hårdt.
Så jeg siger det ikke så højt, og slet ikke til særlig mange. Og jeg nikker genkendende til når nogen fortæller mig at deres barn vågner 10 gange i løbet af en nat, mens jeg i virkeligheden ikke har prøvet det - aldrig. Faktisk har jeg aldrig prøvet at blive vækket mere end 3 gange på en nat. Men ssshhh sig det ikke til nogen!
Jeg ved godt jeg har haft nemme børn, men jeg tillader mig altså også selv at tage en lille del af æren. For jeg har altid været meget afslappet omkring mine børn. Det har været nemt for mig at blive mor og acceptere de ændringer det betyder at blive mor, og at alt nu foregår i børnefamilietempo og med børnefamiliebehov.
Selvfølgelig er forældreskabet ikke en dans på roser, og jeg har både tudet af bekymring og dårlig samvittighed, råbt af mine børn, og skældt dem ud uden at høre dem først. Og selvfølgelig har jeg tænkt tanker jeg slet ikke tør sige højt og været helt utrolig træt af dem.
Men jeg elsker dem højere end noget andet, og de elsker mig. De synes også jeg er dum nogengange, men det er mest hvis de ikke må få slik inden aftensmad. Og det kan jeg godt leve med.
PS. Jeg har FULD forståelse for at det kan være rigtig, rigtig hårdt at være mor, dette er kun mine følelser og min mening :-)
mandag den 31. maj 2010
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Kæreste Anna.
SvarSletOgså på dette område er vi bare så ens - jeg det lige som dig. Moderskabet for mine børn har været super berigende og jeg elsker det.
Jeg tror nu det, med mellemrum, kan blive hårdt det næste års tid. Min store skønne datter står foran et super spændende og udfordrende år på en hestefarm i Indiana. Jeg tror det bliver hårdt for mig, når hun skriver at hun er ked, savner os herhjemme og tuder af hjemve...Men det er jo en del af udviklingen, jeg ved hun kan klare sig i den store verden og at det er en gave til hendes fremtidige liv. Så det svære bliver midt og så er jeg så glad for at jeg har dig i mit liv til at hjælpe mig på vej og din skulder at græde ud ved.
Kæmpe moderknus til dig skønne
Du har ganske ret anna.. Selvom vi også syntes vi har det hårdt af og til(ret så meget om natten :) ) så må glæden da altid overskygge de hårde tider! Jeg vil aldrig vælge William fra og hvis jeg skulle vælge mellem altid at have hårde nætter og en glad dreng om dagen, eller en sovende dreng om natten, men en sur og irriteret om dagen, ville jeg jo klart vælge det første.
SvarSletjeg syntes vi tager det meget stille og roligt - nu skal man heller ikke glemme at børnene har deres personlighed som til tider kan skinne ganske meget igennem. Og hvor meget forældrene kan påvirke er jo svært at sige.
Og jeg syntes det er fantastisk at høre om folk der har nemt ved forældreskabet - det har vi også - om dagen ;)
Kære Anna! Lennart og jeg har, lige fra begyndelsen af dit og Runes forælderskab, glædet os, meget, over jeres "måde", det er altid dejligt, og være sammen med jeres lille familie:) :)
SvarSletHer i vores gård bor der jo mange børnefamilier, det er dem vi tit sammenligner med,og det falder ikke ud til deres fordel, selv om vi er overbevist om, at langt de fleste forældre gør det ALLERBEDSTE, for deres børn!!!
Uanset jeg jo ikke har nogen direkte "andel" i jeres familie, praler jeg - ganske uhæmmet - af jer og, især, de dejlige børn ;)