tirsdag den 26. oktober 2010

cookies

Jeg har lige opdaget jeg har en lille smule cookie dej, nej det hedder altå cookie dough! Nå, men altså, jeg har lige opdaget jeg har lidt kanel-cookie dough i køleskabet. SÅ! Om 8 minutter er der nybagte-sprøde-bastogne-look-a-like-cookies. Uhhhmmm.

fredag den 22. oktober 2010

dyrhaven

Det blev sgu en lang sommerferie, ej okay vi har sådan set vist nok været hjemme et par måneder nu, men bloggen har så fortsat sin ferie- hvem der bare var en blog! Nå men nu er vi i dyrhaven med te på kanden. Og børnene kravler i et træ og vi sidder på en bænk og kysser og kigger på dette. Det er smukt siger jeg jer!
Published with Blogger-droid v1.6.3

tirsdag den 13. juli 2010

Ferie, ferie, ferie

Egentlig er det jo 100 år siden jeg har skrevet noget som helst her på bloggen, og så er det vel egentlig lidt tosset bare lige at skrive et indlæg for at sige: Bye bye, nu tager jeg på ferie. Men ikke desto mindre er det faktisk det jeg gør.
Jeg har nemlig snart ferie og jeg glæææder mig koloenormt, faktisk glæder jeg mig helt ubeskriveligt - i ordets absolutte bogstaveligste forstand, jeg kan ikke komme på nogen ord der kan beskrive HVOR meget jeg glæder mig - til at komme væk. Slappe af. Se min spanske familie. Spise muslinger. Og frugt. Lækker SOLmoden frugt, ikke netto-lysstofsrørs-modnet-frugt.
Lige inden vi drøner afsted i skoda'en, skal vi lige nyde den danske sommer lidt i Rørvig.
Så altså:
RIGTIG GOD SOMMER!!!
Au revoir, arriverderci, adios, bye bye, farvel og auf wiederseen.

fredag den 25. juni 2010

SÅ bliver det spændende...

hvis man ihvertfald er VM-tosse og holder med Spanien!
For i aften gælder det. Mod Chile. Og igår var det bye-bye DK, så jeg holder vejret fra nu af - kun afbrudt af når der skal chips i munden - og hepper det bedste jeg kan på de spanske (lækre!!!) drenge!
Det bliver hyggeligt med gode venner, hjemmelavede pizzaer, fodbold i fjerner'n og chips på bordet!
KOM SÅ SPANIEN!!!!

onsdag den 23. juni 2010

mad på budget

For filan da.
Hvor er det altså bare r*vsurt at skulle vende hver en øre og altid handle på budget. Forleden handlede jeg mad til 2 dage for 70 kr. Ja, det kan man faktisk hvis man handler i Netto og går uden om økologien :-( og vel og mærke spiser spaghetti med kødsauce den ene dag og boller i karry den næste.
Ej, come on, det er bare ikke særlig spændende.
Men altså med en mand med en arm der ikke virker, og en selvstændig der også vil holde ferie, er det altså sparekniven der er fundet frem.
Så jeg drømmer.....drømmer mig hen til et liv med økonomisk frihed, al den økologi jeg kan støve op, ja faktisk drømmer jeg om den dag jeg kan holde op med at handle i Netto eller Føtex eller Irma for den sags skyld. Min drøm er nemlig at have penge til at kunne handle i specialbutikkerne.
Altså kød hos slagteren, grønt fra gårdene eller torvene rundt omkring, fisk fra fiskehandleren..
Ja for det startede faktisk hos fiskehandleren (eller faktisk startede det da jeg spurgte min søn hvad han ville have med til buffeten i børnehaven til sommerfesten: Laks!) Nå, men så var vi lige i Køge, og da vi ikke har nogen fiskehandler i nærheden af os (ØV!) prøvede vi lykken i Køge.
Jeg spurgte en gammel dame om hun vidste hvor der lå en fiskehandler - hun kunne ikke huske det, hun var jo så gammel nu (sagde hun altså selv) og sendte mig i Skjold Burne og spørge for der arbejder sådan en sød pige. Hun var altså også meget sød og kunne da også fortælle mig hvor jeg kunne købe fisk.
Lige ned af gågaden og efter parfumeriet (parfumeriet! Er det ikke bare hyggeligt?) ind i gården og der lå den. Da vi trådte ind i den gård blev jeg forelsket. Der var sol, varme, læ, hyggelige kravleplanter op af gamle bindingsværksmure. Og der lå fiskehandleren så. Og havde alle mulige slags fisk. Og duftede så dejligt (hvis man kan lide fisk). Og var ikke særlig dyr. Og Og Og!
Vi fik laks, vi kom til sommerfest, og alt var skønt!

tirsdag den 15. juni 2010

sommerfest

På torsdag er der sommerfest på fritten. Jeg håber, håber, håber (og be'r) på godt vejr, for sidste år var det altså lidt tamt at sidde der på tæpper i græsset med regnen silende ned om ørerne og våde pølser på tallerkenen.
Sidste år var der kagekonkurrence, og det er der selvfølgelig igen i år, og selvfølgelig (SELVFØLGELIG) deltager jeg igen i år. Sidste år blev det en Mcqueen kage (billeder følger senere) den vandt ikke, men faktisk gør det ikke noget. Jeg er ligeglad med om jeg vinder. Det er ikke det det handler om for mig, for mig handler det om at stå og hygge mig med at bage den kage. Ikke ligesom igår da Danmark spillede mod Holland og lavede et selvmål. Der blev jeg irriteret, sur, havde lyst til at slukke fjernsynet og skælde og smælde på alt og alle omkring mig. Anna 5 år. Men ikke når det handler om kager, nej bare rolig, jeg kaster ikke med kagerne eller laver en kæmpe scene når det ikke er min der bliver udråbt som vinderen.
Nu er det store spørgsmål bare: Hvilken kage skal det være?

fredag den 11. juni 2010

VM-feberen

har ramt mig!
Jeg glæder mig til at sidde på kanten af sofaen og råbe ting som 'årh, rejs dig dog op - han rørte dig ikke!' og 'Dommer, for fanden, så du ikke han rå-fældede ham???' og 'ja, sådan er det at spille fodbold - ta' en kiks og kom videre!'
Ikke videre charmerende, nej, men for fanden, det er fodbold!
Men hvem holder jeg så med? Ja, jeg er ihvertfald allerede fuld igang med at udarbejde en 'hvad-sagde-jeg-dans' til når Spanien vinder. For det er dem jeg holder med! (Det der spanske blod i mine årer er RET tykt)
Jeg ved godt der er mange der synes det er kedeligt, og fodbold mig her og fodbold mig der, og det er - selvfølglig - helt ok, men mig? Jeg glææææder mig!
Til fodbolden og nårh ja, så også lidt til chipsene og cola.