onsdag den 23. juni 2010

mad på budget

For filan da.
Hvor er det altså bare r*vsurt at skulle vende hver en øre og altid handle på budget. Forleden handlede jeg mad til 2 dage for 70 kr. Ja, det kan man faktisk hvis man handler i Netto og går uden om økologien :-( og vel og mærke spiser spaghetti med kødsauce den ene dag og boller i karry den næste.
Ej, come on, det er bare ikke særlig spændende.
Men altså med en mand med en arm der ikke virker, og en selvstændig der også vil holde ferie, er det altså sparekniven der er fundet frem.
Så jeg drømmer.....drømmer mig hen til et liv med økonomisk frihed, al den økologi jeg kan støve op, ja faktisk drømmer jeg om den dag jeg kan holde op med at handle i Netto eller Føtex eller Irma for den sags skyld. Min drøm er nemlig at have penge til at kunne handle i specialbutikkerne.
Altså kød hos slagteren, grønt fra gårdene eller torvene rundt omkring, fisk fra fiskehandleren..
Ja for det startede faktisk hos fiskehandleren (eller faktisk startede det da jeg spurgte min søn hvad han ville have med til buffeten i børnehaven til sommerfesten: Laks!) Nå, men så var vi lige i Køge, og da vi ikke har nogen fiskehandler i nærheden af os (ØV!) prøvede vi lykken i Køge.
Jeg spurgte en gammel dame om hun vidste hvor der lå en fiskehandler - hun kunne ikke huske det, hun var jo så gammel nu (sagde hun altså selv) og sendte mig i Skjold Burne og spørge for der arbejder sådan en sød pige. Hun var altså også meget sød og kunne da også fortælle mig hvor jeg kunne købe fisk.
Lige ned af gågaden og efter parfumeriet (parfumeriet! Er det ikke bare hyggeligt?) ind i gården og der lå den. Da vi trådte ind i den gård blev jeg forelsket. Der var sol, varme, læ, hyggelige kravleplanter op af gamle bindingsværksmure. Og der lå fiskehandleren så. Og havde alle mulige slags fisk. Og duftede så dejligt (hvis man kan lide fisk). Og var ikke særlig dyr. Og Og Og!
Vi fik laks, vi kom til sommerfest, og alt var skønt!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar