tirsdag den 29. december 2009

Pizza!

De fleste børn elsker pizza, det er nu også en del voksne der gør, men altså. Vi lavede på ungernes bestilling pizza. Og en hjemmelavet pizza er altså det bedste.
den er fyldt med lækre gode sager og faktisk også lidt sund - her inden en tur i ovnen.

Pizzadej:
25 g. gær
1 tsk salt
ca. 2 dl. vand
ca. 400 g. hvede-, durum- eller speltmel.
½ dl. olie
Rør det hele godt sammen og lad den hæve mens du laver tomatsauce og forbereder fyldet.

Tomatsauce:
1 dåse hakkede tomater
1/4 knoldselleri, revet
2 gulerødder, revet
1 stort løg, hakket fint
2 fed hvidløg
oregano
salt og peber
olie
Steg løg og hvidløg 2 min i olien. tilsæt revne gulerødder og selleri. Lad det stege for svag varme til det er godt blødt og mørt (5 min) tilsæt tomatdåsen og lidt oregano, salt og peber

Jeg ruller pizzadejen ud og bager den lige 5 min. i ovnen uden fyld. Derefter følger tomatsauce, ost og resten af fyldet.

Som fyld havde vi denne gang:
revet ost
steg kylling i tern
chorizo skiver
lidt frisk basilikum
jamón (spansk lufttørret skinke á la parmaskinke)

Tilbehør:
3 kartofler
3 gulerødder
1 stor pastinak
lidt olie
skær rodfrugterne i stænger - pommes fritter - vend dem i olie og bag dem i ovnen i 30 minutter ved 200 grader.

mandag den 28. december 2009

liar, liar pants on fire

Jeg har løjet for mine børn. Eller egentlig kun for min datter, men det gør det vel ikke meget bedre.
Hun spurgte mig nemlig igår aftes:" Øh, moar, var det ikke noget med at du var igang med at bage en kage igår der ikke nåede at blive færdig før vi skulle i seng?"
Og jo, det var det faktisk noget med, men problemet var så lige at den blev SÅ god at manden og jeg kom til at spise den - altså som i HELE kagen. Og jeg stod nu der...."Øh, jo skat, men øh, den øh, den blev øh...." "Blev den ikke god moar???" "Nej, skat den blev ikke så god"
Helt ærligt, hvad siger I så? Det er altså lidt af et sidespor, men heldigvis for hende fik jeg også så dårlig samvittighed at jeg lige rørte en chokolade kage sammen til dem.
Men her er citron-marengskagen! Uhm uhm uhm!!!
Opskriften får i senere, for den har jeg ikke lige her. men for filan den smagte fantastisk!

lørdag den 26. december 2009

I'm baaaack!

Jeg har lige her midt i juletiden haft lidt skrivekrise. Jeg har ikke haft lyst. Hverken til at lave mad eller skrive om det eller noget andet for den sags skyld. MEN igår sendte de RATATOUILLE på disney channel, vi havde selvfølgelig sat dvd'en til at optage, og igår aftes legede vi biograf, madrasser ind på stuegulvet, en skål med chips og en med dip. Jeg eeelsker ratatouille og mens vi så den fik jeg sådan lyst til at kreere lækre måltider.
Så idag har vi fået pasta og kødsauce - ja det var jo det jeg havde handlet til inden jul og lukkede butikker, men en mesterkok kan da også få kødsauce til at være en fantastisk smagsoplevelse.
Og jeg er selvfølgelig intet mindre end det - mesterkok!
Her kommer den:
1 stort løg, hakket
2 fed hvidløg, hakket
5-8 basilikum blade, snittet
et stykke frisk ingefær, hakket
1/4 knoldselleri, skåret i små tern
1 bakke champignon, i skiver
400 g. hakket oksekød
1 dåse hakkede tomater
1 dåse tomat puré
salt og peber
evt. chili

stege, røre, blande - mmm mmm mmm

Og nu venter vi på en lækker citron-marengstærte der er i ovnen - den får i billede og opskrift på imorgen - hvis den altså bliver god :-)

tirsdag den 22. december 2009

fyraften, juleferie og Tivoli

Så bliver det ikke meget bedre.
Jeg sidder i min klinik har lige sendt den sidste kunde ud af døren med ønsket om en glædelig jul, og er ved at gøre mig klar til Tivoli tur med ungerne og moster og Michael. Og faren til børnene dukker også op når han har fyraften - så altså intet mindre idyllisk end som så. Og derefter skal vi til mormor og morfar og 'holde jul'. Og så sner det endda. Det er helt okay for mig, for jeg er virkelig i julestemning nu - jul'o'metret er langt over de 100% nu.
OG mine damer og herrer: Så er det blevet nemt for alle at kommentere på min blog! Ja, det var noget så banalt som en lille indstilling der skulle klikkes på, men gjort er det og vær så velkommen til at sige noget!
Jeg vil nu, med tasken fuld af marcipan for det har jeg lovet at have med til senere, drage afsted mod Tivoli - og jeg tror såmænd jeg vil synge julesange hele vejen derover :-)
I'm dreaming of a white christmas.....Santa claus is coming to town.....

fredag den 18. december 2009

ups!

Jeg er lige blevet gjort opmærksom på at det er svært at kommenter på mine indlæg, og at man ikke kan kommentere med alm. navn og webadresse. Jamen altså, det er jo SLET ikke meningen. Det er da meningen det skal være nemt og for ALLE.
Nu er det bare sådan at jeg ikke er særlig computerklog, så derfor, i aften når børnene sover vil jeg lige så stille prøve at lokke manden til at kigge på det, og så håber jeg det bare lige er noget han kan fikse med et trylleslag og at I imorgen kan kommentere alt hvad I vil :-)
Det' ku' være dejligt!
Imorgen vil det forresten handle om hjemmelavede julegaver - fra børnene altså.
Og ja, jeg ved godt det er lidt sent, men måske er I nogen der har lidt tid de sidste dag inden jul og nogle utålmodige unger. (by the way - tjek lige Fies blog og tips om juleventetiden med børn)

onsdag den 16. december 2009

sunde julealternativer

Jeg kan godt li' sundhed. Sundhed på alle planer. Både den fysiske og psykiske sundhed prioriterer jeg meget højt. Og jeg kan også godt lide lækre sager, især af den slags man kan spise.
Det er ligesom det der kendetegner mig.
Vigtigst af alt, måske, kan jeg rigtig godt lide at have det godt, og det har jeg kun hvis jeg er autentisk og helt mig selv.
Jeg har brugt det sidste år på virkelig at finde ud af mig selv, hvem er jeg egentlig? Hvad synes jeg egentlig? Hvilken slags mor vil jeg være? Osv.
Jeg får inspiration mange steder fra og jeg elsker at læse om mad, sundhed, psyken, spiritualitet, børn og opdragelse. Og jeg synes faktisk det til tider har været svært at finde ud af hvad jeg egentlig helt selv synes. Bare mig!
Jeg synes derfor godt jeg her kan give mine bud på en (lidt) sundere jul, hvis DU har LYST til en sundere jul.
Jeg har de seneste dage læst på nette og i forskellige blade og sunde julealternativer og jeg er altså blevet skuffet. Det er jeg altså, det har været sådan noget som "Husk at drikke rigeligt vand i december" Og "spis marcipan med mørk chokolade, for mandler og mørk chokolade er sundt" agtigt. Der må jeg sige, der synes jeg altså man bliver snydt. Derfor kan mine sunde alternativer godt lyde lidt meget sunde, for det de er tiltænkt som er dagligdagsalternativer, altså istedet for den daglige håndfuld pebernødder, eller de 5 æbleskiver med syltetøj og flormelis der lige ryger ned en ganske almindelig tirsdag aften.
Mit budskab er nemlig ikke fornægtelse eller afholdelse, mit budskab handler om at leve sundt med nydelse (derfor har jeg lige spist et Anton Berg marcipanbrød med cocoanibs- for det ELSKER jeg)
Altså hvor havde jeg lige lidt mere på hjerte end jeg først troede... Nå, men her kommer mine bud på sunde alternativer i december.
  1. Smelt lidt mørk chokolade (evt. sukkerfri) og dyp abrikoser deri. Bare lige spidsen. Stil dem i en lille skål på bordet istedet for fx pebernødder.
  2. I ALLE supermarkeder kan du i denne måned købe en kasse clementiner. Lad dem stå fremme og snup en når du har lyst.
  3. Hav en skål nødder stående fremme, igen istedet for pebernødder eller brunkager.
  4. Brug ekstra kanel, kardemomme, nelliker, allehånde eller ingefær og spar på sukkeret.
  5. Husk 1/3 af tallerken skal være grøntsager både til frokost og aftensmad.
  6. Gå en (rask) aftentur i dit kvarter og kig på alle de flotte julelys der er rundt omkring. HUSK at pakke dig godt ind, så er det faktisk helt hyggeligt.
  7. Hold "regnskab" med din mad og motion - har du bevæget dig nok idag til at spise 5 stykker konfekt?
  8. Nyd et glas varm æbletoddy, lavet af ufiltreret ren æblesaft kogt med kanelstænger, ingefærstykker og nelliker.
  9. Lav evt. din egen marcipan af blendede mandler og lidt æblemos og/eller lidt honning.
  10. Køb gode råvarer - så kan du automatisk ikke spise så meget!
Og NYD! så decembermåned og julen og juleferien.
Og smid meget, meget gerne en kommentar.

tirsdag den 15. december 2009

Konfekt


Jeg elsker konfekt! Og nej, nej ikke kun at spise det (selvom det også er en af mine yndlingsbeskæftigelser her i december) men jeg elsker også at lave konfekt. Hakke pistacienødder og blande i marcipanen, overtrække dem med smeltet chokolade, drysse flere hakkede nødder på og voilá - smuk og lækker konfekt.

MEN altså sådan en rulle købe marcipan om dagen hver dag i december bliver til riiimelig meget mere sul på kroppen end godt er, så derfor har jeg i år eksperimenteret med den kernesunde families opskrift på marcipan som er noget så simpel som mandler og æblemos. JA! blendede mandler og æblemos, røre røre røre og mmmmm.
Desværre skete der det forleden da jeg lavede konfekten at min chokolade der var ved at smelte over vandbad dampede tør for vand og både plastikbeholder og chokolade smeltede i gryden. Så jeg måtte låne chokolade af min søde nabo som kun havde lys. (jeg kan bedst li' mørk)
Men flotte og lækre blev de alligevel! Og spist blev de også!

mandag den 14. december 2009

F*ck hvor er det koldt idag!

Hver dag når jeg cykler forbi en bus bliver jeg altså en lille smule provokeret - jeg ved godt det er lidt plat og det er noget inden i mig und so veider...Men altså, bag på busserne hænger der et skilt med et billede af en slags superhelt med maske og kappe og det hele, og så står der:
TAK til hverdagens helte der gør noget for miljøet ved at tage bussen på arbejde (eller noget i den stil)
Imorgen tror jeg, jeg vil tage en lyserød maske på, kaste en lyserød kappe over skuldrene og sætte et kæmpe skilt på hele min ryg hvor der står:
TAK!!! til hverdagens sande HELTE der gør noget for miljøet og fucking cykler frem og tilbage hver dag i isnende kulde!
(Ej, okay det tør jeg måske alligevel ikke, men det ku' da være sejt!)

Sådan en dag som idag kan jeg kun anbefale en kop sweet chili te fra yogi - den varmer dejligt.

søndag den 13. december 2009

Hvor blev tiden af?

Helt alvorligt! Sidste indlæg var jo i onsdag så jeg lige. Det går virkelig ikke - især fordi jeg simpelthen eeelsker at skrive! Denne blog har udviklet sig lidt, i starten havde jeg forestillet mig det kun skulle handle om mad, men nu handler den bare om mig og mit liv.
Nå, men altså:
Igår havde en rigtig dejlig kæreste dag!
Vi startede med at aflevere ungerne hos mormor og morfar, så tog vi på tehus - NØJ hvor var det hyggeligt. Til min fødselsdag i september fik jeg en smartbox happy day, det er et gavekort til forskellige steder, jeg valgte sings tehus. Jeg elsker nemlig te (og bryds mig slet ikke om kaffe) og det var så hyggeligt og lækker lækker te. Og kage :-)
Nå men derefter gik vi hånd i hånd ad Gl. Kongevej. Vi kiggede på vinduer, kyssede lidt på gadehjørner og jeg pegede på alt hvad jeg ønsker mig :-) Vi fik lidt lækker mad på et lille takeaway spisested - sund sult på Gl. Kongevej - Virkelig anbefalelsesværdigt!!!
Og så gik vi det sidste stykke til falkonér bio. Der skulle vi nemlig sidde i et dobbeltsæde og se "Pigen der legede med ilden". Sikke en hyggelig biograf, vi kom lidt tidligt og sad i 'caféen' og drak en kop kakao og spillede backgammon.
Jamen altså, det var virkelig en helt fantastisk hyggelig kærestedag.
Idag da ungerne var kommet hjem igen og vi havde spist aftensmad, ville vi lige lege mus - sådan en pebernøddeleg hvor man ender medspist en del, og altså jeg må jo lige indrømme at det var sukrede, købte, skod pebernødder vi spillede med, og hold da op for et sukkerchok ungerne røg i. De hoppede, dansede, skreg, slog og sparkede med både arme og ben! Ja, jeg holder altså fast i at sukker og E-numre IKKE er en del af vores hverdag.
Jeg pakkede dem i flyvertøjet, og vi gik en tur. Det var mørkt og hyggeligt og minsandten om det ikke begyndte at sne!
Julestemnings'o'metret er altså næsten oppe på 100%!!!

onsdag den 9. december 2009

fandme pænt

som Julia ville sige:

Ja, simpelthen! Jeg har fået pyntet lidt, og glimret lidt, og sat en engel hist og pist og det er rigtig fint. Jeg er meget tilfreds, meget i julestemning, og meget glad for Frank Sinatra. Når jeg hører hans jule cd føler jeg nogle gange at jeg står midt i kulisserne i en amerikansk julefilm - altså på den gode måde.
Manden er lige kommet hjem fra en dykkertur (ja, DYKKERTUR!!!) og vi sidder nu i sofaen, rimelig trætte, rimelig flade og skal lige holde lidt i hånd inden vi skal i seng.

tirsdag den 8. december 2009

Jul jul jul jul jul...


Ja, vi nærmer os jo julen hastigt,og altså jeg elsker jul! Jeg er dog ikke i så god tid i år, og kalenderlyset er kun brændt til 2, vi har ingen adventskrans endnu, og der er ingen kugler eller andet glimmer-guld - endnu! For efter denne weekend fra helvede (som egentlig er et HELT forkert udtryk, da det har været en utrolig hyggelig weekend, bare ALT ALT for travl) slapper jeg nu af og julehumøret er rigtig ved at indfinde sig med pebernødder, varm æbletoddy og konfekt.

jeps, opskrifter og billeder følger.

mandag den 7. december 2009

Jeg er her endnu..

Men med et ben på vej ud af døren.
Jeg skal nemlig til PassionLounge som altid den 1. mandag i måneden hos Pernille M og jeg har lige bagt en million kernesunde lækre æbleskiver jeg skal ha' med - arj måske ikke en million, men der var gang i 2 æbleskivepander og der er et stort ildfast fad fyldt nu...
Så er der selvfølgelig pebernødder, konfekt som by the way er mm mm mm og romkugler - alt uden sukker og kunstigt stads, men dejlig sødt og lækkert.
Au revoir!

torsdag den 3. december 2009

Madpakkerne igen igen

Lige nu sidder jeg i min sofa. Det er faktisk ret dejligt. MEN...madpakkerne er ikke lavet endnu, for jeg har haft kunder til sent, og det har derfor været manden der har stået for madlavningen. Jeg må sige, han har altså ikke taget den der idé md madpakker under madlavningen ligeså godt til sig som jeg har. SÅ altså nu skal jeg rejse mig, hive ham i kraven og smutte ud i køkkenet og få lavet de madpakker.
Det bliver:
1 mini gulerod
en håndfuld cherrytomater
1 æg
½ rosinmad
½ med kylling
½ med leverståhej med agurkeskiver til

Nå, men jeg skal liiige pudse glorien igen, for jeg har droppet sølvpapiret og pakker nu maden ind i madpakkepapir, for jeg læste forleden at man udleder 8 gange så meget C02 ved at bruge sølvpapir. Det er sgu da meget!

Imorgen er jeg fuld booket op (skønt) og derefter står den på svømning med ungerne, derefter middag på restaurant med nogle venner og så godnat - så hvis jeg ikke når det imorgen -
GOD WEEKEND!!!

onsdag den 2. december 2009

Mistelten og chai te

Selvom jeg har været i julestemning længe egentlig, er det stadig kommet bag på mig at det pludselig er december måned!
Vi har ikke nogen adventskrans endnu, kalenderlyset er købt men dekorationen er ikke lavet, ungerne har ingen julekalendre, og der er ikke blevet fremtryllet hverken det ene eller andet juleknas.
Men det er okay, vi har haft travlt og imorgen og i weekenden skal vi pynte, hygge, bage alt imens min datter højst sansynligt råber:" JEG VIL IKKE HØRE GAMLE MENNESKER!!!" når Frank Sinatras christmas collection lyder ud af iPoden. Men det er okay, for nu sover de (næsten) og manden er i køkkenet og lave chai te og igår købte jeg 'snebolde' som er min yndlings julelast, og så er der CSI julekalender for os CSI nørder.
Og ALT er okay for vi har fået en mistelten af nogle søde venner så derbliver delt kys ud til højre og til venstre :-)
Nå, men udover det så har min søn sunget den sødeste sang han helt selv har fundet på, den gik sådan her: (mel: jeg er så glad for min cykel)
Jeg er så glad for min moar
hun er så sød og så smuk
jeg er så glad for min moar
hun er den bedste jeg kender

Det rimer ikke - det passer heller ikke helt på melodien, men for pokker da det er min yndlingssang nu!

mandag den 30. november 2009

Mommy madpakke

Altså om man vil være selvstændig eller ej, det synes jeg er ens egen sag - bare man er glad :-)
Men at have et job hvor man har tid til at 'lave' sin frokost (hvis man selvfølgelig ikke er så heldig at have folk til det) dét synes jeg er fantastisk! Lige kunne gå ud i køkkenet og anrette sin mad og skære en grøntsag eller to. Fx lige at flække en avocado og drysse lidt salt og citron over, og så måske en håndfuld rejer i eller bare som den er.
Nå men min madpakke er idag en skål tomater skåret i kvarte (just for the looks) avocado og gedeost. Og så lige en rugbrød til. MMMmmm
Desværre har jeg ikke helt lært endnu at det der med at blogge også indebærer at have et kamera på sig tit og ofte, så jeg sidder her uden kamera ogg kigger på min meget farve-flotte salat og kan ikke engang dele det med jer.
Men det smager godt!

fredag den 27. november 2009

Fredagssnolder

Der er disney sjov ligenu, og herhjemme må man få en lille bøtte snolder når der er disney sjov. Egentlig gider hverken den ene eller den anden at se det (MEGET forståeligt, har I set de crap tegnefilm det indeholder?) Nå, men fredagssnolder var idag:
et par sukkerfri (fra helsekosten sødet med malt istedet) frugtvingummier
et par søde, bløde panda lakridser (også fra helsekosten)
et par sure mænd - urtekrams små gule syrlige vingummier - uhmm
og en lille chokojulemand
Og ja, jeg pudser lige glorien :-)
Nu skal jeg i køkkenet og bage cookies til juleteater med børnehaven imorgen, og fordi jeg er mig eeeelsker jeg det!
Rigtig god weekend!

Ps. Det er eddermame heldigt det ikke er idag det er thanksgiving, for hold da magle en kæmpe skylle jeg blev ramt af på vejen hjem idag.

torsdag den 26. november 2009

Blandet tak!

Tak for jeres søde kommentarer til mine skolekvaler, det hjælper altså - det gør det!
Og tak til min mor og far for at have lært mig spansk fra barnsben så jeg nu er rimelig sprogsej og kan både lidt af det ene og det andet.
Tak til min søde søster og svoger for at komme og hygge og få behandling hos mig i eftermiddags.
Tak til universet fordi jeg har været booket op den sidste uges tid.
Tak til mine skønne unger fordi de sover og ser så lækre ud.
Tak til manden i huset for at have lavet dejlig mad til jeg kom hjem fra arbejde kl 20.
Tak til vejrguderne for at de holdt det (rimelig) tørt de 40 minutter det tager mig at cykle hjem.
Ja, jeg har faktisk meget at takke for, og det er faktisk thanksgiving idag :-)
Til sidst - tak for at min seng står klar til mig nu!
Godnat

onsdag den 25. november 2009

skolekvaler

Det der skolehejs? Ikke noget for mig!
Jeg synes eddemame det er hårdt...og svært...og træls...og jeg gider det bare ikke!
Ja, jeg ville virkelig, virkelig ønske at det der skolenoget lidt mere fleksibelt, fx. hvis hun kunne møde kl 9.00 ville det bare være ALLETIDERS! Hvis man kunne holde en fridag i ny og næ uden problemerville det være FANTASTISK! Hvis man kunne være sikker på at ens barn aldrig kom hjem og var ked af det fordi nogen havde drillet eller grint af hende (ja, det gør de der store, lede børn altså nogle gange) så ville det være SKIDEGODT!
MEN - sådan er det ikke! Ikke på vores skole ihvertfald. Man møder kl 8.10, eller faktisk skal vi helst være der kl 8.00 for vores søde pige kan ikke lide at være centrum og at de andre børn kigger på hende når hun kommer ind som en af de sidste. Man skal helst komme hver dag og man skal ihvertfald stå til regnskab for at man ikke har været der. Og der ER store børn og 'dumme drenge' der skubber, slår, driller og griner.
Altså, det er ikke sjovt, det er det altså ikke!
Læg gerne en opløftende kommentar hvis du har en :-) Den er tiltrængt.
Og PS. Crazy Christmas Cabaret var fantastisk sjovt som altid!

tirsdag den 24. november 2009

Crazy Christmas Cabaret


Ja! Det er lige præcis det vi skal ind og se i aften i Tivoli. Har du aldrig set et crazy christmas cabaret show må jeg insistere på at du prøvre det en dag - men pas på med at sætte dig på de første rækker!

De er så hylende morsomme og blander altid noget relevant samfundsdebat agtigt ind i året show. (en stor del foregår på let forståeligt engelsk, bare lige til info)

Derfor sidder manden og jeg nu, eller jeg sidder han ren render og dækker bord, og skal til at spise, en dejlig havørred fra fryseren og blandede rodfrugter i ovnen. Og så skal vi afsted! Jubiii.

Virkelig tosset

Her sidder jeg. I sofaen. Kl. er 03.01 og jeg kan fandenfiseme ikke sove!
Dét er altså tosset!
1, 2, 3 får, 4, 5, 6, 7, 8, 9, 10, 11.......105, 106, 107, 108...................514, 515, 516........Arg hvor nåede jeg nu til? Nå ja, 1, 2, 3...

mandag den 23. november 2009

Hov!

Smørklatten fra igår blev slet ikke forklaret! Nu er det ligesom om det er faldet lidt til jorden, men det var ham splejsen på 4 år der igår snuppede smørklatten fra risengrøden inden den nåede at smelte og haps haps lige ned i løgneren - og så vejer han kun 15 kg!
Nå men idag har været en mærkelig fantastisk dag på trods af den lede migræne der ellers truede med at melde sin ankomst - jeg vandt dog!
En freelance journalist ringede til mig fordi hun skal skrive en artikel om alternativ behandling til babyer og børn til VI FORÆLDRE og vil høre om jeg vil fortælle om zoneterapi - Yes please! og tak!
Og så har jeg været hos fantastiske Fie, tjek hende ud - hun er virkelig skøn og dygtig.
Og så har manden også fået en guldstjerne i bogen. Menuen stod på biksemad idag, jeg er ikke så vild med biksemad, så han købte pastinakker, selleri og gulerødder og lavede alternativ sund biksemad - Det var sødt gjort!

søndag den 22. november 2009

Madpakker og en smørklat

Jamen altså, jeg kan slet ikke beskrive HVOR fantastisk det er det der med at lave madpakker mens maden står og simrer. Men det er helt 100 sådan det er blevet herhjemme, for:

  1. Så er morgenen reddet og der er tid til at vågne roligt, spise morgenmad og får tøj på, som altså er det eneste vi når om morgenen - nej efter utallige kommentarer har vi også fået det der rede hår ritual på plads, så krøllebøllen ikke bliver drillet over at være en krusedulle, ja der er masser at tænke på når man går i skole.
  2. Aftenen er reddet, moren aka mig og faren kan gøre hvad vi vil - AAAAAHHHHH. I aften står den på CSI og te i sofaen.
  3. Vi er alligevel i køkkenet på det tidspunkt og tit og ofte skal maden lige passe sig selv et stykke tid og så er det gjort.

Imorgen står den på:

½ med øko filet

½ med tun med mayo

½ med leverståhej, som morfar siger.

2 cherrytomater

en lille bøtte frosne ærter

en lille bøtte makrel med ske til

Ja ja, vi pudser lige glorien for som i kan se: ingen sølvpapir! (Der er ikke nogen der behøver at vide at det er fordi vi er løbet tør, vel?)

Jeg har næsten ingen stemme haft denne weekend, og nej det er desværre ikke fordi jeg har været til koncert, og selvom jeg ikke har det skidt eller som sådan er syg, er det utrolig udmattende at være hæs.

Og så...tadadada...har jeg taget hul på (sådan i fuld offentlighed og foran andre mennesker) julemusikken - Frank Sinatras christmas collection. Den er så dejlig, meget anbefalelsesværdig til rolig julestemning.

lørdag den 21. november 2009

sludre chatol og æbleskiver á la kernesund

Okay, så var der gang i sludre chatollet igen. Hold nu op, for en talestrøm. "Far? Ved du hvad? bla bla bla" "Mor, jeg tror Silke bor i nr. 39, det er ikke meget vel? 1, 2, 3, 4, 5, 6, 7, 8, 9, 10, 11, 12, 13," ja helt til 39. "Mor? kan du høre kirkeklokkerne? Eller også er det isbilen!?"
Nu er der ro, hele 3 børn sover, for naboen er her også, og vi voksne sidder i sofaen med et par lækre kernesunde æbleskiver, en kop te og først "Hvor fanden er Herning?" med Linda P og Mick Øgendahl - I LOVE! Og bagefter Barnaby - I ALSO LOVE! Ha, lidt forskellige genrer I know.
Nu kan jeg snart ikke skrive mere af grinekramper - i'm out!

fredag den 20. november 2009

Svømning og en madpakke for meget!

Ej, helt ærligt. Hvor skørt er det ikke lige? Selvom jeg er vild med at lave madpakker, og elsker at pakke små bøtter med diverse og en lille pakke (ja, undskyld!) sølvpapir med dit og dat, så er det altså tosset ligefrem at lave en madpakke for meget!
Ikke desto mindre var det det der skete igår aftes, og imorges stod vi i skolen i 0.A med en madpakke (heldigvis sammen med en hel del andre forældre der også havde glemt at det var maddag) som vi kunne ta' med hjem igen.
Nå, men spist blev den jo senere af sultne børn der kom hjem.
Og så har vi været til svømning - det i sig selv er ikke den største bedrift for det er vi sådan set hver fredag (eller næsten) men idag gik det rigtig godt! Hvor storepigen sidste gang sad på kanten hele timen igennem, hoppede hun rundt, kiggede under vandet og svømmede med plade. Ja begge børn var glade og seje og turde alt muligt. Men der var altså også kommet nyt legetøj, og det skal man altså ikke undervurdere!
Og så er det jo fredag, og jeg har VIRKELIG snoldet idag, jeg var nemlig et smut forbi Helsemun idag (Ved hovedbanen - fantastisk sortiment i alt!) og jeg købte sukkerfri vingummi og chokolade (sødet med maltsirup istedet, ikke noget kemi her, tak) og øko nødder overtrukket med øko choko og lækre, bløde lakridser lavet af rene ingredienser og rigtig lakridsrod - uhmmm
Men okay det blev jo så også 101 kr. Men vi har altså også slik til de næste 3 fredage (øhøm hvis de voksne ikke liiige kommer til at snuppe en lakrids eller to)
Men nu er det weekend, og jeg glæder mig. Jeg skal godt nok lave lidt arbejde, men vi skal også i svømmehallen, besøge den skønne hund vi ikke passer mere, vaske noget tøj, vaske lidt mere tøj, støvsuge og vaske gulv, rydde op på Bassens værelse....nej vent nu lidt lige nu er det fredag, jeg sidder i sofaen med et glas rødvin og er træt og hænger, disney sjov kører selvom ingen ser det, børnene leger med pigelego - og jeg NYDER det!
God weekend!
Skriv gerne en kommentar - det er så hyggeligt at høre fra jer!

onsdag den 18. november 2009

fiskefrikadeller og pommes frites.

Det var hvad menuen var her til aften i 'casa de Anna' Laksefrikadeller faktisk, og store kartofler skåret til pommes frites bagt i ovnen ved 200 grader i ½ times tid med lidt olie. Mmmm, lidt mangel på grønt indrømmer jeg blankt, men det skulle gå stærkt og være nemt og så blev det sådan.
Og igen idag gjorde jeg det som jeg altså er blevet meget tilhænger af - lave madpakkerne mens fritterne var i ovnen og frikadellerne stegte.
Så bum-tju-hej der er 2 stk. fyldte madkasser i køleskabet (en ninja turtles og en prinsesse) og 1 stk. afslappet mor her på sofaen.
Madpakkerne består af:
½ med øko leverpostej
½ med øko røget filet, som smager af fantastisk meget
½ med øko spegepølse
1 gulerod
1 stk. rød peber
1 stk. gul peber
1 fiskefrikadelle fra middagen
og 1 fin serviet
Velbekomme!

tirsdag den 17. november 2009

en lækker blå drage

Jeg er simpelthen blevethelt vild med denne lille blå drage (og også andre varianter af den)
Denne blomme og ingefær smager fantastisk (hvis man kan li' ingefær vel og mærke) Vi har spist den med kyllingefrikadeller og gulerodsskiver og brune ris. Altså bare lige stege frikadellerne og så stege gulerødderne med og så et glas over værsgo'.

Jeg kan rigtig godt lide selv at lave at fra bunden, saucer, dressinger, kager og brød - MEN derfor er jeg slet slet ikke for fin til at bruge et glas i ny og næ, men jeg er kræsen omkring prefabrikerede produkter, men disse saucer giver jeg thumbs up!
Jeg har fundet dem i FØTEX, men de findes sikkert også andre steder.
Ellers har vi haft en opkastende pige her til morgen, det er jo aldrig sjovt, men hun har det meget bedre og jeg tror bare lige det har været en engangsforestilling.

mandag den 16. november 2009

Madpakker

Her til aften har jeg været ret så tjekket, jeg har været alene hjemme for ham den engagerede far skulle på kursus i bestyrelsesarbejde (han er simpelthen næstformand i børnehavens bestyrelse)
Så mens jeg lavede aftensmad, smurte jeg lige madpakker også - ½ med tun rørt med lidt mayo, ½ med den lækreste øko kyllingekødpølse, ½ med spegepølse. en lille bøtte med makrel og en ske, 1 gulerod og et stykke agurk. Voilá og nu kan jeg sidde her og se CSI med god samvittighed, ro på og en kop te.
Og det der med madpakker mens man laver aftensmad....SÅ anbefalelsesværdigt når man ikke har tid om morgenen og gerne vil ha' aftenen for sig selv eller til lidt kærsteri.

fine hvide snefnug

Så kom min gave fra Line, og ih altså hvor var det helt spændende at få sådan en boblekonvolut ind af døren, eller dvs. ned i postkassen som vi jo har fået sat op i opgangen men glemmer at tømme. Endnu mere spændende var det nu at åbne konvolutten og finde 3 fine, hvide snefnug af perler med snor i selvfølgelig så de er lige til at hænde op - TAK til Line.
Nu skal jeg selv til at sende min hjemmelavede gave til skønne Mariakaisa så håber jeg hun bliver glad for den. Jeg skal nok afsløre - når jeg er sikker på hun har modtaget den - hvad det er :-)
Ha' en dejlig dag!
Hov, forresten jeg undskylder der ikke er billeder af de fine snefnug, men kortlæseren i min computer er gået i udu :-(

fredag den 13. november 2009

ostemad og grøn te

Kl. 16.04 trådte jeg ind af døren, våd, træt og lidt sulten. Jeg gik ud i køkkenet meget tæt efterfulgt af den meget skønne (og ret tykke) hund vi passer i weekenden. Derefter fulgte børnene:"Mor, må jeg få en riskiks med ost?" Selvfølgelig måtte hun det, lillebror ville så gerne ha' en med ost OG mayonnaise. Det fik han men 2 bidder senere kom han løbende og var slemt skuffet over den mad (ja, og nu undrer du dig måske over at jeg i det hele taget gav ham en sådan mad, men denne dreng spiser alstå meget mærkelige madder - en løgmad fx. eller mayo på leverpostejen) Nå, men han fik en uden mayo, dog insisterede jeg på at han sagtens kunne spise den riskiks han kun havde taget 2 bidder af bare med nyt ost. Rimelig sur tog han maden og gik ind i stuen. Jeg lavede så lige en rugbrød med ost til mig selv og en kande grøn te med fersken og ingefær (UHM!!) og gik selv ind i stuen. Lucas spørger så:"Mor, må jeg smage?" Det må han og han siger:"Det er en lækker mad du har lavet til dig selv mor!"
Han er simpelthen så nuttet - helt objektivt set, offcourse.

Rødbeder og macadamianødder

Hvad for noget? Skulle det nu være moderne tænker du måske, men nej nej, bare rolig det er altså ikke på samme tid!
Rødbederne lavede jeg faktisk igår, og idag er det macadamianødderne jeg sidder og gnasker i her i min lille pause. Og uuuuuhmmmm hvor jeg elsker macadamianødder. De er oftest utrolig dyre, men de smager altså helt fantastisk.
Nå,men rødbederne er nu også rigtig gode. De er fra svigermors have og blev lige kogt 1 times tid. Så kogte jeg ca. 1 l. eddike og 800g. sukker sammen. Da rødbederne var kogt, blev de lige 'smuttet' ud af skallen under rindende koldt vand (så får du ikke lyserøde hænder), skåret i skiver og eddike-sukkeret blev hældt over. Mmmmm.
Så er en leverpostejmad altså lige pludselig ikke det kedeligste i verden.

torsdag den 12. november 2009

aftenens menu

Her til aften har vi fået dejlig mad - ja, det synes jeg nu vi får hver dag, men altså igen idag.
Kyllingelår, pasta, peberfrugt, oliven, broccoli, og honning-ingefær rødbeder.
Lillebror havde liiiiiige drillet så derfor er der et styks meget sur storesøster.
Og apropos størepigen, vi har lige været til vores første skole-hjem samtale idag, helt ærligt skole-hjem samtale det er sgu vildt.
Men selvfølgelig kunne de kun rapportere at de er meget glade for at have hende for hun er så sød og rar (altså jeg tvivler på de kunne finde på at sige til nogle af forældrene:" Arh, hende der har I altså ikke været helt heldige med") Men som hun også selv siger:" Mor, jeg tør jo ikke være fræk, jeg kender dem ikke så godt"
Så når hun er p****irriterende herhjemme er det jo bare fordi hun er tryg og kender os så godt.
Nå skidt pyt nu med det for hun sover nu og vi skal til at drikke dejlig rooibush te med karamel.

onsdag den 11. november 2009

en tur på hospitalet

Ja, det er lige præcis hvad vi har været idag. Bare rolig det var som sådan ikke noget farligt,'bare' en planlagt lille operation af mandens arm. Da Victoria var 14 dag gammel brækkede han armen ret voldsomt og blev lappet sammen med metal og skruer. Her 6½ år efter har armen lavet ballade, og det viser sig han havde muskelbrok, så han skulle lige ind og få syet de muskler på plads og når nu der var åbent ha' fjernet skruerne og metal pladen.

Det gik fint, han har det godt, dog lidt ondt og ør i bolden, men godt! Men fy for pyffer hvor jeg hader hospitaler, den der lugt og kedelige og uinspirerende omgivelser - ej det er ikke mig. Vi kom heldigvis hurtigt hjem og Rune sov et par timer og jeg lavede risengrød til ungerne.

Nu slapper vi lige lidt af i sofaen inden vi smutter i seng.

tirsdag den 10. november 2009

Mortens and som egentlig burde være en gås...


I aften skal vi ha' and højst sansynligt ligesom en stor del af Danmarks befolkning.

Og jeg sidder her i sofaen ved siden af min store datter der spiller Nintendo Wii, og spørger:"Øh, mor? hvad går det der ud på?" store pige altså.

Nå men når nu jeg sidder her i sofaen undrer du dig så over hvordan der også kan blive lavet and? Det er såmænd manden der tidligere idag annoncerede at han nok skulle lave mad idag. Mums filibaba siger jeg bare og glæder mig til om 30 minutters tid hvor vi skal smovse and, brune kartofler og alm kartofler med sauce.

Og da jeg var nede i Netto lige før blev jeg altså tvunget til at købe en pose æbleskiver med hjem, så til dessert skal vi have æbleskiver og varm kakao - helt iorden mortens aften!

Nå men udover at han laver mad ham manden, fik jeg også lige en historietime tidligere som selvfølgelig handlede om at man slet ikke burde spise and idag men gås, for det var i en gåse stald (ja, det hedder det nok ikke, men altså jeg det leger vi lige ikk'?) ham Morten gemte sig og de der gæs skræppede så han blev bustet - never the less er det altså en and der ligger og syder og bobler i vores ovn og her dufter så dejligt!

søndag den 8. november 2009

I fredags var det oldemors fødselsdag - hurraaa.

Denne weekend har vi tilbragt i sommerhus. Hold nu op hvor var det dejligt at være lidt væk og hygge.
Vi tog derop fredag og havde aftalt med de retmæssige ejere af sommerhuset aka Runes mor og stedfar at vi lavede mad klar til de kom. De ville nemlig komme ved halv syv tiden og de havde oldemor med, som fyldte 82 år. Det skal jo fejres, så vi havde lavet avocado og rejer til forret, elgsteg i rødvinssauce til hovedret og dejlig lagkage til dessert - Tillykke og Hurraaaa!

Jeg har været enormt energisk i weekenden og været ude og løbe 2 gange, den ene med tid på og jeg vil godt ha' lov at prale, for jeg synes sgu det er helt okay, jeg løb 1 kilometer på 6 min. Så nu har jeg fået blod på tanden og vil holde fast i det løberi.
Og så er der lige de der skønne børn, jeg var ude og gå tur med Lucas i de små veje i sommerhuskvarteret og han fanst hjulspor, helt entusiatisk råber han:"MOR! Lad os følge de julespor og se om de fører hen til hvor julemanden bor!" Så det gjorde vi, og vi konstaterede altså desværre at, nej, julemanden bor ikke i Grevinge ihvertfald.

torsdag den 5. november 2009

Skulle det være?



Stillingsannonce - ansættelse som MOR.
Mor har en central rolle i Familiens ledelse.
Du får ansvaret inden for følgende områder:- Organisation og Ledelse- Transport- Indkøb- Pleje og Omsorg- Diverse andre områder
Løn:0 kroner
Ferie:Ansættelsen kræver at man er tilgængelig året rundt. Eventuelle korterefraværsperioder skal aftales i god tid.
Eventuelle ekstra job kan godkendes,hvis det forbedrer Familiens økonomi og hvis det ikke kommer i konflikt medøvrige opgaver som MOR har ansvaret for.
Afgørende krav: Hunkøn.
Ønskværdigt:Egen formue. Adgang til feriested som passer for familien.
Kvalifikationer:
1. Kørekort.Du skal kunne køre dit eget køretøj med defekt klimaanlæg igennem tættrafik, mens du lytter til spædbarnet (eller manden), som skriger påbagsædet samtidigt som de ældre børn skændes højlydt. Du bør kunnekoncentrere dig om at køre, mens du synger "Lille Peter Edderkop", og duskal vide, hvor alle offentlige toiletter er. Du bør have erfaring i at vente udenfor steder som fodboldklubber, sportshaller og diskoteker sent om aftenen.
2. Indkøbschef.Du skal købe ind og planlægge menuer, der falder i enhvers smag de kommende18 år mindst, samt for mandens smag ud i al evighed. Der kræves produktionaf egen mælk til nyfødte, og der kræves ofte, at du skal lave middag tilmange personer.
3. Administrator.Du bliver direkte ansvarlig for økonomiske langtidsplanlægning, budget ogøkonomisk opfølgning, budgetkontrol, fakturakontrol, klagemål ogforhandlinger. Håndtering af festarrangementer og indkøb til samtligefødselsdage (inkl. din egen), jubilæer, skoleafslutninger, begravelser osv.
4. Pleje og omsorg.Du skal kunne fungere uden søvn i op til seks døgn samtidigt som andetarbejde skal udføres som sædvanligt. Du skal være dygtig til at plejepatienter tidlige morgener og sene aftener. Færdigheder i at borttagepletter ses som ekstra meritter i denne kategori.
5. Småbørnspædagog.Du skal kunne citere alle historier om Peter Plys og smølferne samt havekendskab til alt, som er skrevet om dinosaurer, heste og popmusik. Færdigheder i at lave halskæder af spaghetti og tandtråd er et krav.
6. Skrædder.Du skal kunne designe og sy kanindragter og fantomdragter til specielleevents samt naturligvis kunne sy knapper i, vaske, stryge og presse tøj.
7. Frisør.Du skal kunne opdage og behandle hovedlus, fjerne tyggegummi fra hår ogklippe pandehår helt lige mens du modtager en strøm af skældsord. Kendskab til fletning, hårfarvning og herreklipninger ses som en merit.
8. Cykelreparatør.Du skal være fortrolig med alle aspekter i vedligeholdelse af cykler -inklusive montering og demontering af støttehjul. Du skal kunne lavecykelslanger på en campingplads. Godkendt kursus i førstehjælp erobligatorisk.
9. Dyrlægeassistent.Du skal kunne opvarte og opfostre et meget varieret udvalg af husdyr (efterat ejerne er blevet trætte af dem) Fodring og rengøring af bure indgår i dedaglige arbejdsopgaver. Du skal være dygtig til at håndtere dyrerelateredenabokonflikter og lejlighedsvise begravelser.
10. Maler og indretningsarkitektDu bør være vant til at fjerne klæbrige ting og kruseduller fra døre og tapet. Det er en stor fordel hvis du er i stand til at male taget samtidigt som du laver middag.
11. Receptionist.Du skal kunne holde en diskussion i gang i telefonen mens et barn klamrersig fast til dit ben og et andet hamrer på en konservesdåse med en træske.Du skal kunne fodre teenagere, som konstant taler i telefon med næringsrigtmad, så de undgår total udmattelse.
12. Gartner.Du bør kunne starte en græsslåmaskine, håndtere haveredskaber og holdepotteplanterne i live. Du skal kunne nummeret til forgiftningscentralen, ogdu skal holde dig up-to-date med de nyeste metoder inden for kompostering,beskæring af buske samt fældning af træer. Du skal vide hvor hver eneste dødmus ligger begravet.
13. Underholdningschef.Du skal kunne koordinere diverse sportsarrangementer via telefonen og haveen personlig kontakt med lærere og aktivitetsledere. Du vil blive opfordrettil at træne holdsport i al slags vejr, og også opfordret til at gå ind istore diskussioner med modstandere. Indkøb og vedligeholdelse af udstyrkræves.
Job søgende skal også kunne arrangere fester, bage kage og finde pålege, hvor alle vinder.Du er selvfølgelig eneansvarlig for at julen bliver fejret korrekt.
Ring hvis du er interesseret !

onsdag den 4. november 2009

Grøntsagstærte

Nå okay, så var det lige jeg synes jeg havde fået en skidegod idé. Igår kogte jeg en masse kylling til kylling i karry og resten tænkte jeg så jeg ville bruge her til aften til en tærte med kylling, bacon, tomat og brocolli. Jeg har nemlig været alene hjemme da manden skulle ud og lege under vandet.
Jeg kan godt lide tærte og tænkte det var nemt, hurtigt og sundt - hele 3 ting på en gang. Men så var der bare liiiige den detalje at børnene åbenbart ikke synes tærte er et hit - overhovedet faktisk. Den ene rørte kun den obligatoriske 'du-skal-smage-inden-du-siger-du-ikke-kan-lide-det' bid, den anden gravede kun baconstykkerne fri og spiste dem.
Nå, ja så skriver jeg mig lige det bag ørerne og glæder mig over de elsker muslinger, sushi og rejer.
Jeg har lidt snot der skal uddrives så jeg hopper i sengen NU.
godnat!

Æggemad

Der var engang hvor æg ikke var særlig populære i min verden, det var i 5,6,7,8,9 klasse. NEJ TAK, jeg skulle fandme ikke nyde noget af at sidde der og pakke en lugtende æggemad ud i klassen, men:
Jeg elsker æg!
Der var også engang hvor man kun måtte spise et æg om ugen fordi ellers var den helt gal med kolesteroltallet. Det er en skrøne, du må gerne spise æg hver dag hvis du ellers er sund og rask.
Nå men jeg elsker jo æg og jeg spiser æg næsten hver dag enten som røræg, blødkogte, hårdkogte, æggekage, omelet, tærter, rå æggeblomme på en tatarmad - you name it, i eat it!Nu har jeg så lige spist sådan en dejlig mellemmåltidsæggemad.
Groft rugbrød, smør (SMØR - ikke kærgården) æggeskiver, salt og en god mayo - uuhhmmmmm.
Nu kan jeg klare mig til frokost.
Og hvis du ikke ved hvad I skal ha' til aftensmad i aften kan jeg måske inspirere med kyllingetærte med brocolli, tomat og basilkum. Måske lidt bacon hvis vi er rigtig frække :-)

mandag den 2. november 2009

Passion

Her til aften har jeg været til Passion Lounge hos Pernille Melsted, som jeg altid er den 1. mandag i måneden.
Det er et fantastisk arrangement som handler om passion, at finde sin passion, udleve sin passion, finde passionen i sit arbejde i sit privatliv - ja alt om passion. Og det er så inspirerende! Især for sådan nogle som mig der altid har så mange idéer.
En af mine passioner er jo mad, er jeg altid at finde til passion Lounge med min lille økocafé. Idag var der romkugler, kokoskugler og kakaobanan muffins, alt lavet på nødder og tørret frugt og ingen sukker. Næste passion Lounge er den 1. mandag i december og jeg synes du skal komme hvis du vil inspireres til at få plads til mere passion i dit liv. (Og så vil der være sååå meget juleknas i økocaféen)

Opskriften på kokoskuglerne får du lige her:
300g. dadler
1dl. kokosmel
4-5 spsk. olivenolie
4 spsk. ren kakaopulver

Alle ingredienserne køres godt sammen i en foodprocessor.
Når det er blevet en ensartet masse, trilles de til kugler og rulles i kokos.

Velbekomme med god samvittighed

søndag den 1. november 2009

sludre Lucas

Hold da op for en talestrøm der flød ud af kæften på min søn idag - HELE dagen. "Ved du hvad? bla bla bla" og "jeg kan få den her til at lyse, vil du se?" og "disco, disco, disco kugle" osv. osv. osv. Jeg overdriver ikke, han har snakket og snakket og sunget og hoppet og råbt lidt, altså på den der 'jeg-er-glad-og-hygger-mig-og-leger-og-tænker-ikke-på-at-der-er-andre-mennesker"-måde.
Vi har tilbragt det meste af dagen hos Farfar og Lise, der bor så hyggeligt med en dejlig gård på lækre Østerbro. Vi har hygget med æbleskiver, nøddemix med macadamia nødder (I LOVE!!!) og...Den lækreste finsk lakrids fra Irma. Den er meget, meget anbefalelsesværdig!
Bagefter gik Rune, farfar og ungerne ud i gården og legede, og fik kolde hænder, og Lise og jeg fik lidt ro og hyggelig samtale.
Vi sluttede med boller og karry, vilde ris og til dessert Irmas flødeis, vanilje og blåbær. Uhhmmm igen.
Og så hjem i seng!

Nå, men jeg havde jo lovet jer både billeder fra halloween festen, de kommer en anden dag, for nu sidder jeg her i sofaen og kameraet ligger heeeelt ovre på spisebordet.
MEN gaveuddelingen kan jeg godt fortælle om:
Der er simpelthen gang i gaverne i blogverdenen, og jeg nåede at være med hos Line så jeg er meget spændt på hvad de kommer ind af døren.
'Legen' går ud på at jeg udlodder 3 gaver til de første 3 der skriver en kommentar til dette indlæg, det skal være noget hjemmelavet. Derefter skal de 3 uddele gaver på deres blog og så videre og så videre (altså hvis man har en blog, eller får man bare en gave :-))
Jeg glæder mig til at se hvem der når det først, så skynd dig at skriv! Også selvom du bare læser med engang imellem.

Godnat fra den givelystne :-)

torsdag den 29. oktober 2009

wauw for en halloween fest!

Ja for filan! Det var en supergod og hyggelig halloween fest vi lige havde fået stablet på benene der i 0.A - det gik rigtig godt med alle aktiviteterne vi havde fundet på, der blev en super lækker buffet med bl.a. græskarsuppe (offcourse!!!) serveret i græskarret, laksewraps og selvfølgelig pølsehorn i groft svøb :-)
Billeder smider jeg på imorgen, for lige nu er jeg dødtræt - og glæd jer, for imorgen er der også gaver at vinde her på bloggen, men mere om det imorgen.
Nu siger jeg nat nat
ZZzzzzzzzz

onsdag den 28. oktober 2009

Happy halloween!!!

Idag har vi spist fyldte rødspætter - og fyldet var champignoner og rejer i flødesauce mmmm... En håndfuld brune ris med ærter i til og så var jeg glad, datteren knap så glad, hun spiste kun ris og den ene obligatoriske "du-skal-smage-på-det" bid. Sådan en har vi nemlig herhjemme, og jeg synes det er vigtigt at have. Både fordi jeg synes der er noget forkert i at lade barnet sige "Det kan jeg ikke li" når det aldrig har smagt det før, men også fordi det ku' jo rent faktisk være at barnet GODT ku' li' det. Men for at det skal lykkes skal det selvfølgelig ALTID være ok når barnet har smagt og så siger "Det kunne jeg ikke lide".


Nå, men nu er det jo snart halloween og imorgen skal vi til halloween fest i victorias klasse. Jeg glæder mig rigtig meget (dels fordi jeg selv har været med til at arrangere den, og dels for at lære de andre bedre at kende, og så ELSKER jeg at klæde mig ud) Så her til aften har vi skåret græskarmænd og de står nu så fint og kigger på os :-) Jeg fandt dem i Irma til 20 kr. stykket og de var faktisk ret nemme at skære i - det plejer græskar bestemt ikke altid at være.

Lucas' skulle have sur mund og en hugtand, så det fik den.


godmorgen

Jeg fik bare lige lyst til at ta' et godmorgen billede her til morgen, da ungerne lagde sig på gulvet ved siden af hinanden, med vores skildpadde aka skilly på maven og lå og snakkede. Inden jeg fik hentet kameraet havde Lucas selvfølgelig sat sig op, men jeg synes nu alligevel det er et hyggeligt godmorgen billede.
Så godmorgen, godmorgen og ha' en dejlig dag.

tirsdag den 27. oktober 2009

Lækker vinter suppe

Idag stod menuen på suppe, og selvom jeg synes mine børn spiser meget forskelligt og ikke er kræsne indrømmer jeg blankt at suppe bestemt IKKE plejer at være deres favorit spise.
Men altså nu kan moren i huset, som jo iøvrigt også er le chef, utrolig godt lide lækre cremede supper i vinter halvåret.
Jeg kan til tider og selvfølgelig på en meget charmerende måde være ret så stædig, det gælder fx nu i den her "jeg-vil-ha'-i-spiser-suppe!!!" situation.
Så hvad gør en klog? Ja, jeg synes ihvertfald jeg var ret klog da jeg fandt på det, vi laver selvfølgelig en suppe fra en Peddersen og Findus børnekogebog vi har. Og så cyklede Victoria og jeg over i Netto og handlede ind, cyklede hjem igem og hun snittede så fint porrer mens jeg skrællede kartofler og skar dem i tern, og se hvor lækkert det blev:

Og se, så passer det så fint med at basserøven har bagt lækre grovboller ovre i børnehaven som vi ku' spise til. (og lidt bacondrys)
Jeg kan virkelig anbefale "Sjov i køkkenet med Peddersen & Findus"
Der er en kort indledende historie til hver ret og så synes børnene det er fantastisk at spise Peddersen og Findus mad - OGSÅ SUPPEN!!! :-) Jubiiii!!!
I får lige opskriften:
1 stort løg
300g. snittet porre
300g. kartofler i tern
2 tsk. smør
2-4 spsk. vand
9-10 dl. grøntsagsbouillon
2 dl. mælk
salt og peber
(Jeg lavede dobbelt portion og der er en del tilbage, men farmand var heller ikke hjemme, så bedøm selv hvor meget i skal lave)
  • smelt smør og læg løg og porrer i gryden, kom lidt vand i, læg låg på og lad det simre i 6-8 min.
  • tilsæt kartofler, bouillon og mælk og lad det snurre ved jævn varme i ca. 20 min.
  • Blend suppen så den bliver dejlig cremet.
  • anret på tallerken evt. med en klat fromage frais eller bacondrys og groft brød.


søndag den 25. oktober 2009

Fish 'n' chips

Igår var jeg ude at spise med en dejlig veninde, vi skulle rigtig sludre og sladre, og vi fik da også vendt alle emnerne. Det var hyggeligt og sjovt, men også meget, meget lækker mad. Vi fik kyllingeburger og fransk chokoladekage til dessert - uuhmmm. Caféen hedder café L'orange, og ligger i valby, lige overfor spinderiet. Kan virkelig anbefales!
Nå men i aften skal vi så ha' fish 'n' chips. Manden var på undervandsjagt igår - altså personligt kan jeg slet ikke se det fede ved at ta' afsted midt i nattens mulm og mørke og hoppe i vandet med en harpun og simpelthen går på jagt, men han elsker det - og han fangede en stor havørred.
Kan I se hvor mange point der lige gik rent ind på farkontoen hos Lucas?


Men nu sidder jeg så her i sofaen med computeren, som jeg snart ligger fra mig til fordel for en god krimi, og lytter til larmen fra køkkenet og glæder mig til vi skal spise.

Og....så efterlyser jeg årets 1. strikkeprojekt, jeg elsker at strikke på disse vinteraftener, og jeg ved der er så mange af jer bloggere der er helt enormt kreative, så smid gerne en kommentar med link til din blog hvis du er en af dem, eller hvis du læser en af dem :-)

fredag den 23. oktober 2009

Pitabrødene igen igen

Igår havde jeg sene kunder, og med den sløje pige var det virkelig nødvendigt med teamwork. Så jeg var hjemme hele formiddagen med hende og Rune kom og overtog da jeg så skulle på arbejde. Jeg havde så fået lavet dej til pitabrød og Rune bagte den så der var mad når jeg kom hjem. Det er sltså teamwork der batter! (jeg havde nemlig, ikke 1, men hele 2 forældremøder jeg lige skulle nå resten af aftenen)
Men altså, de her pitabrød (som du kan finde opskriften på under et tidligere indlæg om pitabrød) er så super læækre og nemme!!! at købe pitabrød bare slet ikke er en mulighed herhjemme mere.
Rune havde igår koncentreret sig utroligt meget og at forme og rulle dem meget, meget flade, så de var....ja, PERFEKTE!!! Så havde han oven i hatten lige lavet en gang hjemmelavet chili, som han også mestrer til UG.
Vi fik dejlig mad, han fik masser af ros og alle var glade! Og mætte :-)
Nu er det fredag og jeg skal ned og købe lidt øko vingummi'er til mine søde børn, så der er lidt til disney sjov senere.

onsdag den 21. oktober 2009

Deeeeeet eeeeer risengrød m m m ....

Vi har en sløj pige herhjemme. Hende den 6 årige. Hun startede med at være lidt varm og have 'ondt i panden' som hun sagde, idag er hun så også begyndt at hoste og er blevet hæs det lille pus. Da vi jo er et arbejdende folk herhjemme, og havde taget en fridag hver allerede for at passe syge børn, måtte vi hive mormorkortet ud af ærmet - heldigvis har vi en sød mormor der elsker sine børnebørn utrolig højt og rigtgi gerne vil dem (og ikke arbejder!!!) Så jeg kørte Victoria ud til mormor og hentede hende igen senere på dagen.
Ja, altså hvis jeg skal være helt ærlig - og skal man ikke det på sådan en blog her? - så havde jeg dårlig samvittighed over at få hende passet når hun er sløj, og hun havde heller ikke rigtig spist så meget idag så hun fik lov at vælge aftensmaden idag, og det blev.......tadadada.....Risengrød. Når nu vi er igang med at være ærlige kan jeg jo også ligeså godt indrømme at jeg faktisk godt kan lide det, det smagte dejligt med smørklat og kanel. Bare det ikke er fottit og helt uden for 'sæsonen'
Det synes vi alle 4 og her er det billede jeg fik taget: Ja, altså jeg er faktisk gået hen og blevet lidt i julehumør, jeg har lyst til at høre julemusik, spise marcipan, bage julekagefigurer og jeg er gået igang med ønskelisterne - jeg ved det er lidt tidligt, men jeg er blevet enig med mig selv idag, om at jeg må acceptere det og så for filan smække noget julemusik på. Jeg har det dejligste jule musik, og når jeg rigtig går igang, skal jeg nok lige give en anbefaling videre med titler osv. hvis du selv er sådan en sucker for (GOD!) julemusik som jeg.

De kære børn

De søde, skønne, sjove, lækre, bløde, sure, hysteriske, råbende, sparkende, hylende børn.
De rummer alle sider og de er ikke bange for at vise dem, siderne altså. Selvom jeg personligt synes det er hyggeligst med et glad og tilfreds barn, synes jeg det er umådelig vigtigt at de også får lov at vise de andre sider uden at blive skældt ud, og hvordan gør man så lige det kan du måske tænke? Jeg har ikke svaret, men jeg ved hvem der har.....Skønne, utrolig dygtige Fie Hørby!
Jeg var ho hende igår og fik vendt vores udfordringer derhjemme for tiden med et skolebarn (har du også sådan et derhjemme vil jeg virkelig anbefale dig at læse Fies blogindlæg fra igår på hendes side!!!)
Derudover har Fie lært mig et utrolig simpelt og fantastisk effektivt redskab til at finde ind til kernen af problemet når man ikke forstår sit barn: simpelthen at gentage barnet, så vil hun/han selv komme ind til problemet - men altså tjek selv www.fiehoerby.dk
Nu vil jeg spise frokost, lækker kylling med avocado, peberfrugt og tomat.

tirsdag den 20. oktober 2009

klima og miljø mad

Ja, altså det er en god idé at lave lidt vegetarmad engang imellem for klimaet, miljøets og selvfølgelig også for vores sundheds skyld. Derfor fik vi her til aften fuldkornsspaghetti med grøntsagssauce, det smagte rigtig rigtig godt synes 75% af familien, der var en enkelt lidt utilfreds ved bordet, men jeg synes I skal have den her:
400g. fuldkornsspaghetti
lidt olie
2 løg
1 aubergine
½ squash
2 gulerødder
1 dåse hakkede tomater
frisk basilikum
2 fed hvidløg

Varm olien op i en gryde og hak løg, hvidløg og basilikum. Steg det i olien.
Skær gulerødder, auberginer og squash i tern og steg det med. Lad det stege til det er godt mørt. Kog vand til spaghettien, og kog dem i 12 minutter i saltet vand.
Hæld tomatdåsen i grøntsagerne og lad det simre til spaghettien er færdig.
Smag til med salt og peber og nyd det :-)

Angående sidste indlæg - elgstegen! Mmmmmm den var helt fantastisk, dejlig mør og super lækker.
Så jeg vil varmt anbefale alle der kommer et smut forbi Sverige at svinge et forbi en vildtbutik og købe en elgsteg med hjem :-)

lørdag den 17. oktober 2009

Pandekager og elgsteg

Vi er i Sverige med nogle søde venner med ditto søde børn.
Vi sidder her i det lille sommerhus midt i skoven og jeg bryder alle sommerhusregler ved at sidde her ved computeren - så jeg gør det kort :-)
Vi havde lovet alle 4 børn pandekagetærter i Peddersen og Findus huset (se tidligere indlæg om Peddersen og Findus) Men - ak og ve - da vi kom derhen var der lukket for sæsonen. OH NO!!!
Så vi måtte hjem og lave en ordentlig Rasmus Klump stak pandekager, vi stegte pandekager i et par timer og her er resultatet:
UUuuuuuuhhhhmmmmmmmmmmmmmmm

Nu er børnene fodret af med boller i karry og ligger og sover så sødt, mens der bliver lavet lækker elgsteg i køkkenet til de voksne - jeg glæder mig til at smage, den ser god ud!



fredag den 16. oktober 2009

Lykken er...

Lykken er jo mange forskellige ting for så dejligt forskellige er vi mennesker jo nu engang.
For nogle er det et par nye Marc Jacobs sko, for andre en tur i kajak på en stille sø, for nogle helt tredje at bage boller boller med ungerne - jeg er nysgerrig hvad er lykken for dig?
Jeg har 3 her - Lykken er:
  • at skulle til Sverige i eftermiddag, til sommerhuset midt i skoven, og have tasken fuld af gode brætspil og bøger.
  • at spise pankakstårtår i Peddersen og Findus stuen og drikke varm kakao til.
  • at sidde indendøre og kigge UD på regnen

Imorgen kan det være 3 helt andre ting - men lige nu er det disse.

Fortæl mig dine! :-)

torsdag den 15. oktober 2009

Igår var det Runes fødselsdag, hurra, hurraa, hurraaa!

Ja, igår var det jo så at min mand blv 30 år - eller, nej ikke min mand for så havde der ikke stået en kæmpe olietønde nede på gaden og min bil ville ikke have været pakket helt ind i husholdningsfilm.
Vi blev vækket meget, meget tidligt (5.30) af en flok syngende venner, som havde morgenbrød med og det var faktisk rigtig hyggeligt. Man kan godt se at min søn har arvet B-menneske genet :-) Og her er kl. altså 6.20

Senere på dagen skulle vi på tur. Hans gave fra os 3 er en tatovering, som han længe gerne har ville have. Han skulle selvfølgelig ikke have den på dagen, men vi skulle kigge i nogle tattoo shops.
På hovedbanegården mødte vi en meget stor hund. Min spinkle lille fis af en søn eeeeelsker hunde, han vil faktisk gerne giftes med 'hans' kenzo (vores gode vens hund), og han sagde: "Mor, må jeg gerne spørge om jeg må ae den?" Det måtte han, og efter vi havde snakket lidt med ejeren af denne flotte engelske mastiff - som altså kun er hvalp, 11mdr. og allerede vejer 110kg!!! - fik Lucas også lov at gå en runde med den foran hovedbanegården. Hold da op hvor så det sjovt ud - se selv:
Altså vi må jo ikke have hund herhjemme, ellers havde vi haft en, me vi tænker alligevel på at anskaffe os en for der står ikke noget om at man ikke må ha' en pony :-)
Nå, men vi kom videre, omend der blev snakket meget om de store hund resten af dagen.
Godnat herfra!



tirsdag den 13. oktober 2009

Advarsel! Brokkerok indlæg på min blog!

Ja simpelthen! Jeg er træt, jeg har ondt i ryggen, jeg er tørstig og jeg er igang med Leif Davidsens "Den ukendte hustru" og ville rigtig gerne sidde med en kop te og læse, men er istedet igang med at rydde op, vaske, skrubbe og vaske tøj. Hvorfor så det? Hvorfor sætter jeg mig ikke bare og læser med teen? FORDI....Fordi min kære kæreste bliver 30 år imorgen og da vi ikke er gift er han teknisk set pebersvend, og jeg regner stærkt med at der imorgen sådan ca. kl. lort står 6-10 mennesker og vil ind og råbe hurra, ha' en kop te og kaffe og måske lidt morgenmad (som jeg så sandelig regner med de selv har med!!!) Og, åh gud, ja jeg trot såmænd også at de stiller en kæmpe tønde foran døren.

Nå, men nu har jeg faktisk ikke engang tid til at sidde her og skrive, jeg skal liiiiige svinge støvsugeren (Undskyld, Tonny der bor nedenunder!!) og lægge det sidste tøj på plads....Jeg tror nu lige jeg har tid til at klare det der med tørsten, et glas vand burde jeg ha' tid til.

Jeg sagde det jo - brokkerok på min blog! Aaaaaaaaaahhhhhhhhhhhhhh

søndag den 11. oktober 2009

3 ting at lave på en grå efterårsdag

Uha da hvor skal jeg lige love for at det er blevet uldtrøje vejr. Så altså med en uldtrøje på kommer her 3 ting du kan lave med din familie på sådan en grå efterårsdag som det er idag.
  1. Gå en tur på stranden og find en masse flotte sten, muslingeskaller og sneglehuse, put dem i en glasvase når du kommer hjem, det ser så fint ud.
  2. Smut en tur i skoven og find lækre orange kantareller - alliér dig evt. med en svampebog så du er sikker på ikke at få en giftig en med hjem.
  3. Cykl en tur i parken og samle flotte gule, brune og røde blade og gå hjem og lim dem på et papir og tegn en flot efterårstegning.

Vi valgte mulighed nr. 1 og tog på stranden, fiskermanden tog en stang med og forsøgte uden større held at fange noget aftensmad med hjem - men mon ikke alle fiskene bliver skræmt væk når der løber 2 vilde børn rundt i vandkanten og råber og skriger?

Her er min "fangst", der blev til 2 små glas og ikke en kæmpe glasvase som jeg havde håbet, men fint ser det ud.Uanset hvad du vælger kan jeg kun anbefale at der sluttes af med varm kakao og skødeflum! Uhhmmm...........


torsdag den 8. oktober 2009

Mor, glæder du dig til vi skal spise? Vi har lavet herrepizza med mega meget fyld på!!!

råbte en meget entusiastisk madglad dreng på 4½ år, da jeg kl. 18.00 låste mig ind i lejligheden. Det begyndte at regne på vejen hjem så jeg var iført, uldtrøje, jakke, regnslag, vanter, taske og et træt hoved. Mit svar kunne let være blevet en smuuuule irriteret, men efter vores i øvrigt meget vellykkede teammøde igår hvor en af vores værdier er støttende og positiv kommunikation i familien, var mit svar selvfølgelig "Ja, skat, det lyder mega lækkert og det glæder jeg mig meget til" Jeg fik smidt alt tøjet, næsten da, og blev beordret ned i sofaen til en gang løvernes konge og hjemmelavet pizza mændende i huset havde lavet. De var meget stolte (ja, både ham på 4½ og ham på 30) og den smagte også fantastisk!
Da Lucas ikke kunne spise mere insisterede han på at pakke sin rest ind og putte den i madkassen til imorgen, og da han lagde sig til at sove sagde han: "mor, jeg glæder mig til at spise madpakke i børnehaven imorgen".
Han er sgu så nuttet og de bliver altså så store.
(Jeg vil lige for en god ordens skyld lige ævne at min datter var hjemme hos sin allerbedste ven, August, og ikke bare er blevet glemt i farten:-))

onsdag den 7. oktober 2009

*teammøde* og peter beier choko...

Idag har vi herhjemme holdt teammøde. Du ved ligesom man gør på mange arbejdspladser hvor man snakker om hvordan det går, har man nået sine mål? Måske sætter man nye mål, lægger strategier og måske lige får diskuteret et par emner igennem.

Sådan nogle holder vi også herhjemme i team *superforældre* jeps, det er vores team navn :-)

Nå, men teammødet gik godt, vi fik vendt det hele, sat tingene i perspektiv og planlagt et par ting eller to, alt imens vi drak te og spiste fantastisk lækker Peter Beier chokolade - Uuuuuuuhmmmmmmmm PETER BEIER CHOKOLADE!!! Jeg ææææælsker god chokolade og meget gerne med marcipan i. My favorite!

Og så købte jeg lige dem her med hjem til børnenes weekend guf:


Ih altså jeg kunne jo ha' købt hele butikken, men det gjorde jeg ikke, jeg vil så gerne sige at det er fordi jeg er bevidst og ansvarlig for min sundhed men øh...det var vist mere fordi 10stk. chokolader blev 113kr.

tirsdag den 6. oktober 2009

reminder om Foodlounge imorgen onsdag d. 7

Vil du være klar til efteråret og vinteren? Vil du give dit immunforsvar et boost?
Så kom til FoodLounge onsdag d. 7 oktober. Denne måneds emne er:
”Første hjælp til immunforsvaret – tips, info og opskrifter på mad der holder dig og dine børn sunde og raske hele vinteren”

Praktisk info: Onsdag d. 7. oktober kl. 17.15- 18.30 i Huset 111C, Jagtvej 111C, 2200 Kbh. N.
Entré: 100kr. Hvis I kommer 2 sammen sparer i hver 25 kr.
Tilmelding er nødvendig, så tilmeld dig på anna@annaszoneterapi.dk

Jeg glæder mig og håber at se dig! (Fortæl gerne om det til andre der vil gå vinteren igennem med et stærkt immunforsvar)

mandag den 5. oktober 2009

Netto og havørred og en røvfuld passion

Aaaah igår var det søndag, sådan en rigtig søndag, hvor vi var rundt og besøge lidt hist og pist, fik skiftet sengetøj, spillet kalaha med den ene og lynet Mcqueen på Wii'en med den anden, bagt lækre grove boller, og til sidst spist dejlig søndagsmiddag.
Manden her i huset tog nemlig sin harpun (ja, sådan en har han!) over skulderen og tog sig en dykketur fredag aften, og hjem kom han med 2 lækre, lækre havørreder. Den ene spiste vi så igår med citronskiver og persille i og så i ovnen. Brune ris, hollandaise sauce og grøntstænger. Og hyggeligt var det også.
Og så var det jo også lige at jeg måtte fylde lageret op når nu Netto simpelthen holdt udsalg på økologien - en hulens masse gulerødder, flere poser peberfrugter, 3 agurker og 3 forskellige bakker tomater, til halv pris! Ja, tak.
Nå, men idag skal jeg til Passionlounge hos Pernille med min lille økocafé og jeg glæder mig til lidt ekstra passion. Kommer du?

fredag den 2. oktober 2009

øko-uge og øko-søndag!

I denne uge er der øko-uge i IRMA, ja jeg ved godt ugen næsten er gået men du kan vel liiiige nå et smut forbi en IRMA idag eller imorgen når nu der er gode tilbud på forskellige økologiske varer.
På søndag er der øko-søndag i NETTO, og du kan spare 50% på alt økologisk frugt og grønt. Alle skal jo ha' råd til økologi, siger de jo :-)
Så god fornøjelse og god 'shoppetur' (ja, jeg ved det godt men for mig er det at købe lækre, sunde ting og sager lig at shoppe)

torsdag den 1. oktober 2009

Første hjælp til immunforsvaret!

Uha, det er blevet koldt - det er virkelig efterår nu! Det er slut med t-shirts hjemme hos os nu.
Jeg kan nu godt lide efteråret, så længe jeg er klædt på til det vel og mærke. Nybagte boller og varm kakao, kastanie-samleture og en tur i skoven for at kigge på alle de flotte farver bladene har, dét synes jeg er hyggeligt.
MEN efteråret er også, for mange mennesker, starten på snotnæser, sløje børn og flere sygedage. Derfor kickstarter jeg den allerførste Food-lounge (et nyt månedligt foredrag, jeg fortæller meget mere om, om lidt) med foredraget:
”Første hjælp til immunforsvaret – tips, info og opskrifter på mad der holder dig og dine børn sunde og raske hele vinteren”
Jeg har inviteret Kitt Tvile fra Familieevolutionen.dk til at komme og fortælle om hvilke råvarer der booster vores immunforsvar og jeg vil sørge for at du får opskrifter med hjem så det er nemt at gå hjem og implementere de måske nye råvarer.
Den allerførste Food-lounge: ”Første hjælp til immunforsvaret” løber af stablen onsdag d. 7. oktober kl. 17.15 i Huset, Jagtvej 111C, 2200 Kbh. N. Entré: 100kr. Tilmelding er nødvendig, så tilmeld dig på mad@food-delicious.dk
Fortæl gerne videre om Food-lounge til alle de børnefamilier du kender :-)

Kommer du? :-)

mandag den 28. september 2009

Jeg er her endnu :-)

Jeps, det er jeg altså! I går var jeg ikke helt sikker efter Runes 30 års fødselsdagsfest, men idag kan jeg godt sige - jo, jeg er her sgu endnu.
Nu er næste arrangement min åbningsreception i min nye klinik og lille butik.
Det er på fredag d. 2. oktober mellem kl. 11 og kl. 18 og adressen er Turesensgade 29,B og ALLE er velkomne. Kig endelig forbi! Også selvom vi ikke kender hinanden :-)
Men jeg skal lige indhente lidt mere søvn inden jeg er klar - så godnat!

onsdag den 23. september 2009

te og gilmore girls

Jeg er træt for tiden. Jeg har ret mange ting i hovedet og tiden flyver afsted fra mig. De sidste mange nætter er jeg kommet i seng alt for tæt på kl. 24.00 fordi der liiige er en hjemmeside tekst der skal rettes, vasketøj der skal ordnes, foredrag der skal planlægges, der er selvfølgelig også en 30 års fødselsdag på lørdag, osv. osv.
Men i aften er det mommy-time! Jeg har lavet en lækker, lækker te (lavet som i selv blandet lidt lakridsrod, kamille, timian og lavendel, meget nemt og meget lækkert!) og nu har jeg smidt Gilmore Girls på DVD'en og slænger mig i sofaen og slapper af. Men egentlig burde jeg gå i seng, så det gør jeg lige om lidt.
ZZzzzzz godnat!

tirsdag den 22. september 2009

Marcipanbrødsis - Yihaa

Åh, hvor jeg elsker marcipanbrød - helt utroligt meget. Du ved, sådan lidt ligesom Rasmus klump og pandekager, jeg ku' sagtens kværne en hel stabel marcipanbrød. Jo, jo så ville jeg stensikkert få mega mavepine bagefter, men skidt pyt nu med det. Forleden da vi borede og bankede i min nye klinik og lille butik, skulle vi lige et smut i SPAR, der ligger rundt om hjørnet, og der fandt jeg i isfryseren.......MARCIPANBRØDS IS! Den tror jeg nok lige jeg skulle smage, og det gjorde jeg så, og.....den smagte fantastisk! (altså af en købe is at være, for selvølgelig kunne jeg nok selv lave en lækrere is, og nu hvor jeg sidder og skriver dette bliver jeg nødt til at eksperimentere med det og poste en opskrift, men lige nu nøjes jeg med at hylde Anton erg)


Nå, men udover min fantastiske is oplevelse, er mine madoplevelser ikke så spændende for tiden, vi har nemlig rigtig travlt i det lille hjem, med indretning af min klinik, food-delicious.dk der er under opbygning, 2 børn, jobs, omrokering i det lille hjem og vupti, lige et skønt hjemmekontor, en 30 års fødseldag i weekenden og nej, nej, nej! Det er IKKE mig endnu, det er ham der der er så vild med at være undervands jeg deler seng med. Så som sagt, vi har lidt travlt for tiden, og maden bliver derfor lidt kedelig og hurtig og alt mulig andet der ikke er særlig spændede. Jeg lover der snart kommer spændende nyt.

søndag den 20. september 2009

madpakker og svigermor

Sikke en weekend!
Børnene har været med farmor og farfar i sommerhus fra fredag til lørdag, for vi skulle bore og banke og indrette min nye klinik. Det gik super fint with a little help from a friend og der er så fint og flot og jeg glæder mig til at åbne 1. oktober.
Svigermor har utrolig grønne fingre og hun har alverdens ting og sager i den have deroppe, så da vi kørte hjem lørdag aften fik jeg en majs med hjem fra hendes majsplanter, det er nogle kæmpe store majskerner der sidder på, mmmm.... den får børnene med i madpakken imorgen.
I fredags fik jeg også fuldstændig færdiggjort min madpakkebog synopsis (læs: jeg tog mig sammen og stoppede med at helt perfektionistisk hele tiden tænke at noget skulle laves om) og sendte den! Wauw, det er ret vildt!
Og når nu det handler om madpakker får I lige ungernes til imorgen her:

½ med torskerogn (husk at kigge på ingredienslisten og tjek der er mindst 75% rogn og ikke kun 55%!)
½ med roastbeef med remo og løg
½ med kyllingpålæg til Victoria og ½ med rullepølse til Lucas og mayo og løg
1 peberfrugt til dem hver
den berømte majskolbe delt i 2, ½ til hver
en lille bøtte makrel med en ske til.
Og de voksnes, pasta, tun, gulerødder, radisser, majs og lidt mayo:

Men svigermor har såmænd ikke kun grøntsager i sin have, nej se selv hvor fint jeg fik lov at plukke med hjem!
Jeg elsker friske blomster, og især sådan nogle dejlige, duftende nogle.

Nu er weekenden slut og mon ikke den næste uge kommer til at gå lige så stærkt som denne har gjort, det er altså virkelig vildt som jeg ikke kan følge med nogle gange.

Men jeg er vild med hvert et øjeblik! (eller altså ikke lige når ungerne står og flår i hver sin ende af noget og råber eller i lillebrors tilfælde skriger: DET VAR MIG DER HAVDE DEN!!!!Men lad nu det ligge)

Imorgen skal jeg heldigvis ha' en masse gode råd og tips af skønne Fie, jeg glæder mig!

Nå, men godnat herfra

onsdag den 16. september 2009

Dirty dancing og workshops

Altså, nu er der pludselig gået lang tid siden jeg har fået skrevet igen, men for syv sytten hvor har jeg også gang i mange ting lige nu - gode ting, heldigvis! Og så lige en trist begivenhed....Ja Patrick Swayze døde jo mandag, åh, det synes jeg er trist. Jeg har (som maaange andre piger) set Dirty Dancing 100 gange, jeg kan alle replikkerne, sangene og moves'ene - faktisk dansede min overbo og jeg dirty dancing - MED LØFT!!! i vores kælder da vi var små. Og så er der GHOST, den har jeg også set noget nær 100 gange, Point Break, endnu en fantastisk film hvor han igen er mega lækker omend lidt hård i kanten, og så The Outsiders, jeg elsker den film!
Han var en dygtig skuespiller og en meget, meget vel-hofte-svingende danser.
Nå men noget af alt det gode jeg så har så travlt med er min nye klinik, jeg åbner d. 1 oktober min HELT EGEN klinik i Turesensgade, en sidevej til Nansensgade. Indtil nu har jeg været hos Emote, men nu har jeg fået mit helt eget sted hvor jeg kan behandle børn (og mødre) lige så tosset jeg vil uden at andre bliver forstyrret. Ved siden af det er jeg også igang med at få food-delicious op og køre, lave et fantastisk nyt site (istedet for det meget kedelige det er lige nu) arrangere foodlounges og en workshop, hvor du får redskaberne til at skabe en lykkelig og sund familie på alle planer. Jeg har haft en skønt møde med denne fantastiske dame som jeg planlægger workshoppen sammen med, og det bliver fantastisk og jeg glæder mig - mere info følger selvfølgelig når vi kommer nærmere!
Nu vil jeg lige bruge ½ time sammen med min mand inden sengen kalder.
Ps. Sender lige lidt super high flying energi ud :-)

fredag den 11. september 2009

fuldkornspasta og grankogler

"Mor, ved du hvad pasta er lavet af?" "Ja, ved du?" "mmm, de er lavet af grankogler!"
Åh, de unger - de er sgu da skide skægge.

Victoria er meget glad for ordet 'direkte' "Mor, du ved godt direkte at jeg godt kender vejen" eller "Lucas, det ved du godt man ikke bare direkte må sige"
Dét er humor!
Børnene sover, manden er ude og dykke og jeg har lige set 2 afsnit Gilmore Girls på dvd (jeg ææææææælsker Gilmore Girls)
Og nu - Godnat!

torsdag den 10. september 2009

Hurra for økologi!

Jeg elsker økologi! Jeg prøver at handle mest muligt økologisk i vores husholdning herhjemme, og jeg synes det går meget godt :-)
Jeg synes det smager af mere og bedre - mere 'rent'
Jeg synes det er vigtigt at dyrene har det godt mens de lever, og at der fx. ikke er 7 høns på 1 kvm. som de stakkels skrabehøns
Jeg synes det er vigtigt at tænke på miljøet og tænke fremad, for det kan jo godt være at hverken vi eller vores børn lever om 100 år, men det er der jo nogen der gør, måske vores tip-oldebørn?
Jeg synes det er vigtigt ikke at fylde sin krop med gift og 'tilsat-alt-muligt'.
Ja, jeg kunne blive ved - hvorfor spiser du økologisk, hvis du altså spiser økologisk og hvis ikke, hvorfor ikke? Jeg vil blive glad for at høre hvad du mener! Skriv endelig en kommentar.
Nå men hvis du er så heldig at bo på Østerbro eller har tid og mulighed for at ta' til Østerbro på lørdag er der biodynamisk høstmarked på Skt. Jakobs plads, ved Østerbrogade 106, på lørdag d. 12 september kl 10-15.
Se mere her: http://www.okologi.dk/Nyheder/search-nyhed-detail.asp?Id1=2381

onsdag den 9. september 2009

Sushi fest!

Juhu sushi!!! Blev der råbt idag, da jeg svarede på spørgsmålet:"Mor, hvad skal vi ha' at spise i aften?" Herhjemme eeeelsker vi sushi - både børn og voksne, og især min lille splint af en søn spiser uden lyv 15-17 stykker s
ushi selv.


Jeg havde lavet 5 fade fyldt med sushi - lakse nigiri, tun nigiri, reje nigiri, maki ruller med laks, mango og maki ruller med tun, avocado og agurk. Der er kun 5 stykker tilbage efter splinten var ved fadet
Tak for mad mor, det smagte dejligt!!!
Men nu er der bold - imorgen får I en mere udførlig beskrivelse af sushi festen.







tirsdag den 8. september 2009

Bagte rodfrugter og passionsspark

Altså det er jo alt for galt, der er gået alt for lang tid siden sidste indlæg, altså ikke Mette H lang tid siden, men bare sådan almindeligt lang tid siden - og jeg har savnet at skrive! Men der var liiige alt muligt der skulle ordnes og tiden flyver og uret tikker og bla bla bla. Men ved I hvad? Jeg har lige set en fantastisk video af Pernille Melsted, som er passionsekspert - hvis du ikke kender hende, så tjek hende ud! - og fra idag af er jeg færdig med at nøjes! Nøjes med at kun skrive indlæg hver 4. dag! Jeg VIL tage mig tid til at gøre det jeg elsker.
Jeg elsker dette lækre efterårs tilbehør:
Bagte rodfrugter, det er lækkert, sundt, nemt og passer til det meste, både fisk, kylling og bøf.

Denne omgang var med kartofler, pastinakker, rødbeder, løg - det hele skrælles og skæres i både, rystes i en pose (rødbederne for sig selv da det hele ellers bliver lyserødt) med lidt olie, lægges på en bageplade med bagepapir, drysses med salt og bages i ovnen ved 200 grader i 30-40 minutter afhængig af størrelse af bådene.
Mums!

fredag den 4. september 2009

en rigtig efterårsdag!

Idag har vi haft legekammerater på besøg, 2 stk. pigerne har leget så fint inde på værelset med barbie, dukker og peter pan figurer, drengene har tonset, hoppet, 'slåsset' og kastet med bolde i hele værelset (Lucas' seng plejer at være fyldt med bolde, på billedet er den tom - eller dvs. fyldt med Lucasser, for det hedder de begge - men boldene? De er rundt i HELE værelset, og drengene? De er GLADE)

Men idag har jo været en rigtig efterårsdag, kold og blæsende. Altså tid til boller!
lækre, bløde og mellemsunde boller:
50g. gær
1 reven pære
1 reven gulerod
2 dl. vand
2-3 store skefulde yoghurt
2 spsk. akaciehonning
1 dl. groft speltmel
4-5 dl. hvedemel
salt
Bland gær, vand og salt.
Tilsæt resten og lad dejen hæve 1 times tid
sæt dejen i klatter på en bageplade og lad dem efterhæve i 15 min. Bag dem i 20 minutter ved 200g.



Da vi havde spist boller, legede de alle videre, jeg slappede af, og lidt efter gik jeg igang med boller i karry.
Efter maden var der igen tid til leg, og jeg skyndte mig at lave pandekager, for det havde jeg lovet ungerne på denne efterårsdag, jeg putter altid lidt ren kanel og kardemomme i dejen istedet for sukker - det er lækkert!

Det har været en hyggelig dag, med gang i den, og nu vil jeg slappe af med de lækre rodfrugtchips jeg købte forleden.
Denne weekend er der høstmarked på mange økologiske gårde rundt omkring i landet - find en gård i nærheden af dig på www.økologi.dk. Jeg kan kun anbefale det, det er så hyggeligt (hvis man er skabslandmand/kone) at rende rundt i gummistøvler, og smage på øko mad fra gården, se køer, grise og heste og ungerne ELSKER en halm legeplads, virkelig!
God weekend, nyd økologien!